Kildevurdering i praksis: den enkelte kilde eller kildekortet

To måder at gribe det an på

Når du møder en ny kilde midt i en research, er der to oplagte veje. Den første er enkeltvurderingen: du stiller dig selv få, skarpe spørgsmål, mens du taler med kilden eller læser dens materiale, og beslutter på stedet, om du kan bruge det. Den anden er kildekortet: du udfylder et fast skema for hver kilde, med placering, interesser, tidligere pålidelighed og det, kilden konkret kan bekræfte.

Begge metoder bygger på det samme grundspørgsmål, nemlig hvor meget kilden kan bære. Forskellen ligger i, hvornår tanken bliver skrevet ned, og om andre kan følge den. I undervisningen på topiclean ser jeg, at deltagerne ofte starter med den første og først senere opdager, hvad den ikke fanger.

Jeg sammenligner dem her ud fra tre ting: hastighed, gennemsigtighed og hvad der sker, når researchen trækker ud. Til sidst kommer en anbefaling, som jeg selv underviser efter.

Enkeltvurderingen: hurtig og fleksibel

Enkeltvurderingen har en klar styrke: den kræver ingen forberedelse. Du kan bruge den i telefonen, ved et pressemøde eller når en tip lander i indbakken sent på dagen. Du spørger, hvem kilden er, hvad den selv har at vinde, og om den har set tingene med egne øjne eller kun hørt om dem.

Når du har lang erfaring, bliver de spørgsmål næsten refleksive, og det er en fordel i et tempo, hvor tiden er knap. Metoden tvinger dig også til at holde fokus på det væsentlige i stedet for at drukne i skemaer.

Svagheden er, at vurderingen bor i dit hoved. Du kan have haft en god fornemmelse for en kilde i tirsdags og have glemt hvorfor om to uger. En kollega, der overtager sagen, ser kun konklusionen, ikke grundlaget.

• Hurtig at tage i brug uden skema
• Egnet til korte opgaver og første kontakt
• Begrundelsen er svær at genfinde senere
• Kollegaer kan ikke se, hvad du lagde vægt på

Kildekortet: langsommere, men synligt

Et kildekort er en side pr. kilde. Øverst står, hvem kilden er, og hvordan du fandt den. Derefter noterer du kildens position i forhold til sagen, dens mulige interesser, hvad den har direkte kendskab til, og hvad den blot videregiver. Til sidst skriver du, hvilke påstande kilden efter din vurdering kan understøtte, og hvilke den ikke kan.

Det tager ti til femten minutter at udfylde et kort grundigt, og de minutter føles ofte spildte i begyndelsen. Men kortet gør dine antagelser synlige. Du opdager, at tre af dine fem kilder alle stammer fra samme oprindelse, eller at en central person har en interesse, du først havde overset.

Kortet bliver desuden en del af din dokumentation. Hvis en læser eller redaktør senere spørger, hvorfor du stolede på en oplysning, kan du pege på noget konkret.

Hvornår vinder hvad

Til en hurtig afklaring af, om en henvendelse overhovedet er værd at forfølge, slår enkeltvurderingen kildekortet. Du ville bruge mere tid på papirarbejde, end sagen fortjener, hvis du lavede et kort til hver tilfældig tipser.

Så snart en kilde begynder at bære en del af din historie, skifter billedet. Her er kortet bedre, fordi det tvinger dig til at skille det, kilden ved, fra det, den mener eller har hørt. Det er ofte i det skel, fejl opstår.

Længere forløb med flere kilder, flere kolleger eller en redaktion, der skal kunne stå inde for arbejdet, kræver kortet. Det samme gælder, hvis researchen skal ligge i skuffen og genoptages senere, for så er dine egne erindringer ikke til at stole på.

• Kort tidsramme og første sortering: enkeltvurdering
• Bærende kilde i en historie: kildekort
• Flere personer på sagen: kildekort

Min anbefaling til efteråret

Jeg anbefaler kombinationen, med kildekortet som fast fundament. Brug enkeltvurderingen som dit første filter, og lav derefter et kort over hver kilde, du beslutter at bygge på. På den måde får du hastigheden fra den ene og sporbarheden fra den anden.

Når nye kolleger eller studerende kommer til os, beder jeg dem øve kortet på en historie, de allerede har skrevet. Det er lærerigt at opdage, hvad de dengang tog for givet. Flere finder, at en kilde, de opfattede som uafhængig, i virkeligheden havde en tydelig interesse.

Hold kortet kort. Er det for omfattende, bliver det ikke udfyldt. Fem eller seks linjer med de rigtige spørgsmål er bedre end en lang formular, ingen orker at åbne igen.

Enkeltvurderingen er et godt værktøj til at sortere, men den efterlader ingen spor. Kildekortet koster lidt tid og giver til gengæld et grundlag, du selv og andre kan gå tilbage til. Min anbefaling er derfor at lade den hurtige vurdering åbne døren og lade kortet afgøre, hvad der får lov at bære din historie. Øv det på noget, du allerede har lavet, og se, hvad der dukker op.